Refugium

Refugiet Rævehaugen er beliggende udenfor Rågeleje i Nordsjælland, og råder over to store værkstedspladser med udsigt til Hesselø Bugt.

Refugiet Rævehaugen er tegnet af tegnestuen STREG Arkitekter. Refugiets hjerte er det store fælles opholdsrum med åbent køkken og stue, hvor man kan samle sig omkring pejsen, og der er plads til fælles måltider omkring spisebordet. Fællesområdet deles af de to kunstnere, der opholder sig i refugiet samtidig, og herfra er der direkte adgang til terrassen og haven.

Den lange terrasse strækker sig langs bygningens bagside, således begge værksteder har direkte adgang til uderummet. De to værksteder rummer desuden hver sit soveværelse og badeværelse. Der er således både mulighed for fællesskab og for at trække sig tilbage og koncentrere sig om arbejdet under opholdet.

Refugiet har desuden et fælles vaskerum med vaskemaskine og tørretumbler samt to elcykler, der kan frit kan benyttes under opholdet.

Atelier

Refugiets lyse og rummelige atelier er skabt med plads til kunstnerisk arbejde i både små og store formater. Det høje loft og de store ovenlysvinduer lader dagslyset strømme ind i rummet, mens elektriske gardiner gør det muligt at regulere lyset efter behov. Fra atelieret er der direkte adgang til den lange terrasse, der strækker sig langs bygningens bagside og åbner mulighed for at lade arbejdet bevæge sig ud i det fri. Herfra er der kort vej til kysten.

Atelieret er udstyret med en række basale materialer og redskaber, herunder staffelier i forskellige størrelser samt et foldbart plein air-staffeli, der nemt kan tages med ud i landskabet. På hylderne findes blandt andet værktøj, hæfteklammer, hammer, hobbyknive og sakse. Derudover står en projektor til rådighed, som kan tilsluttes via AirPlay eller HDMI.

Til mere eksperimenterende processer er atelieret desuden udstyret med varmeplade og gryder til f.eks. opvarmning af voks og harelim. Ved ankomst udleveres en manual med retningslinjer for brug af refugiets materialer og faciliteter. Et mobilt rullebord gør det let at bevæge materialer og arbejdsredskaber rundt i rummet, og atelierets vægge giver mulighed for at montere og arbejde direkte med større værker.

Keramikværksted

Keramikværkstedet er indrettet som et professionelt og fleksibelt arbejdsrum med plads til både eksperimenter og større keramiske processer. Her er rammerne skabt til at understøtte arbejdets forskellige faser – fra formgivning til tørring, glasering og brænding. Indretningen er tænkt med fokus på et naturligt og fleksibelt workflow mellem værkstedets forskellige arbejdsområder. En kombination af stationært og mobilt udstyr gør det muligt at tilpasse rummet til den enkelte kunstners proces og behov.

Værkstedet er udstyret med drejeskive, arbejdsborde og reoler til opbevaring samt et tørrebord med plads til både værker og ovnplader. To ovne giver mulighed for at arbejde med forskellige processer: En kammerovn fungerer som værkstedets hovedovn, mens en mindre topovn kan anvendes til mindre projekter og glasurprøver. I det tilstødende glasurrum findes desuden en sprøjtekabine til glasurarbejde.

Fra værkstedet er der direkte adgang til terrassen, hvilket giver mulighed for at tage en pause i det fri i løbet af arbejdsdagen.

Der er lagt stor vægt på sikkerhed, og nødvendigt nødhjælpsudstyr er placeret strategisk og let tilgængeligt i værkstedet. Refugiets faciliteter er indrettet til kunstnere med erfaring i keramiske processer, og det forventes derfor, at brugerne har kendskab til arbejdet i et professionelt keramikværksted. Ved akutte problemer kan refugiets værkstedsansvarlige kontaktes.

Området

Nordsjælland rummer et rigt og mangfoldigt kunst- og kulturliv. Området huser både internationalt anerkendte kunstinstitutioner som Louisiana Museum of Modern Art i Humlebæk og mindre, stedsspecifikke kunstmiljøer som Munkeruphus ved Dronningmølle og Rudolph Tegners Museum & Statuepark i det karakteristiske landskab ved Ruslands Bakker. Hertil kommer blandt andet Nivaagaards Malerisamling samt en række historiske kulturinstitutioner, slotte og lokale kunstinitiativer.

Med Kattegat som nærmeste nabo og den naturskønne nordsjællandske kyst som ramme opstår et særligt rum for kunstnerisk fordybelse. Gennem arbejdsophold på Refugiet Rævehaugen ønsker Ole Staxen Fonden at skabe gode betingelser for kunstnere til at udvikle idéer, eksperimentere og skabe nyt i et område, der særligt i sommerhalvåret er præget af et aktivt kunst- og kulturliv med musik, markeder for kunsthåndværk og andre initiativer af kreative ildsjæle.

Refugiet Rævehaugen ligger cirka en times kørsel fra København og har gode forbindelser til områdets kunst- og kulturinstitutioner, både med offentlig transport og på cykel.

Refugiet Rævehaugen

Billeder af Torben Eskerod

Ole Staxen Fonden

Kontakt

Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at sende os en mail på info@olestaxenfonden.dk

Adresse

Refugiet Rævehaugen
Rævehaugen 9, Udsholt
3220 Græsted